Fuldt hus til møde om tysklandsarbejderne

Dokumentationscenter mod historieforfalskning( DmH) trak også, som ved de to foregående offentlige høringer - fuldt hus, denne gang i SiD´s, store og smukke mødesal I Kampmannsgade.
Ved mødets start 29. Juni kl. 14.00, måtte der endog hentes flere stole fra en tilstødende mødesal I forbundshuset.
En forventningsfuld forsamling skulle de næste tre timers diskutere endnu et sort kapitel om besættelsestidens historie sammen med nogle indbudte

Indledere.

Det var meningen, at Dr. Paed Harald Rasmussen skulle være mødeleder, men han havde fået forfald.
I stedet blev det DmHs formand, Leif Larsen, der overtog hvervet.
Ved velkomsten sagde han blandt andet:
- Vi skal i dag sætte fokus på den kendsgerning, at de allerfleste af de omkring 130.000 danske arbejdere, som rejste til det krigshærgede Tyskland under Anden Verdenskrig blev sendt af sted som tvangsarbejdere, for at de resterende godt fire millioner danskere kunne få varme i kakkelovnene i de hårde vinterår under den tyske besættelse.
Som ved de to foregående møder har der været meget stor interesse for emnet.
Mange har sagt til os, at det er et godt initiativ, at vi har startet center mod historieforfalskning. Det var længe under vejs ­ omkring fem år - men da vi endelig kom i gang i august 1999 mødte vi stor moralsk og økonomisk støtte fra fagforeninger, legater, fonde og fra enkeltpersoner.

Nu planlægger vi en fjerde høring.
Det sker på en historisk dato, nemlig torsdag den 29. august.
Vi har planer om at afholde høringen på den lille historiske ø, Middelgrunden, øen, hvor dansk militær havde placeret den herostratisk berømte kanon, der ikke kunne skyde, den 9. April 1940 under tyskernes overfald på Danmark

- 2 -

29. august i år er det 57 år siden, tyske besættelsestropper overrumplede dansk militær, satte officererne i æresarrest på nordsjællandske pensionater og luksushoteller, medens de menige blev spærret inde i store fangelejre . Om dette arrangement, skal vi nok sende besked ud, så snart vi har fastlagt et endeligt program, sagde mødelederen.
Herefter blev de tre indledere budt velkommen. Det var journalist og forfatter til bogen "Mennesker for kul", Hans Jørgensen, den tidligere tysklandsarbejder, Erik Carlsen og historikeren Torben Svendrup..

Hans Jørgensen fortalte, at en lille notits for fem år siden i Fagbladet på syv linier førte til et halvt hundrede henvendelser fra medlemmer af SiD, som havde været tysklandsarbejdere. Det kom til at danne baggrund for den bog, han har skrevet; en bog, der blev støttet varmt af blandt andet SiD. Siden bogen blev udgivet for et par år siden, har den været med til at rejse en debat, der hidtil havde været dyb tavshed omkring.
I 55 år havde disse arbejdere været stemplet af en kold og hadsk tone fra bl. a. afdøde statsminister Jens Otto Krag. Han har betegnet de mange tusinde tysklandsarbejdere med bemærkningen:" det var ikke de bedste, der rejste ud " og tilføjet:" Der skal naturligvis ikke vises større moralsk overbærenhed over for arbejdere end andre samfundsgrupper, der gik tyskerne til hånde "
Idag kan det fastslås, at det var regeringen, der fik tingene til at rulle.
Det var ministrene, der forhandlede med tyskerne allerede i maj 1940 om at sende de første 5.000 arbejdere til Tyskland, et tal, som hurtigt blev sat I vejret, efter en plan, som de fleste fagforbunds ledelser støttede, sagde Hans Jørgensen.

- 3 -

Erik Carlsen
Fortalte medrivende om sine oplevelser som tysklandsarbejder. Som 19-årig I 1940 havde han sikret sig en elevplads som kontorelev, men kort efter 9.. april 1940 gik firmaet ned, og han stod uden arbejde. På socialkontoret kunne han få 18 kr. om ugen. og indmeldte sig hurtigt i Dansk Arbejdsmandsforbund ( i dag SiD).
Truslen om at blive sendt til en ungdomslejr i stedet for at få understøttelse, da han igen blev arbejdsløs,, fik ham til at opsøge et dansk firma, der tilbød ham arbejde i den nordtyske by Rostock. Her skulle han arbejde 84 timer om ugen i et køkken, der lavede mad til mange hundrede danske arbejdere.
Erik oplyste, at han har skrevet en bog om sine oplevelser I Tyskland under krigen "Sidste tog " er bogens titel, og her giver han flere detaljer om mange grusomme oplevelser. Eneste lyspunkt var, at han blandt de russiske tvangsarbejdere fandt en pige, han giftede sig med, og som var til stede under dagens møde.

Torben Svendrup:
Startede med at referere til sin gamle ven, Henning Tjørnehøj, som havde fortalt ham, hvad han skulle sige i dag; men han var nu ikke sikker på, han ville følge hans råd til punkt og prikke.
Han fastslog i sit indlæg, at det var under tvang, danske arbejdere blev sendt til Tyskland. Fagforeningernes medlemmer kunne godt nægte at rejse, men A-kassen var lukket, så der var ingen anden udvej. De var tvunget til at tage arbejde i Tyskland, nøjagtig som i dag, hvor aktivering af arbejdsløse er blevet til tvangsaktivering.
Torben fastslog, at statistikker om arbejdsløshed både dengang og i dag var løgnagtige. Dengang hævdede regeringen, at 35 procent var ledige, men der var mindst 45 procent arbejdsløse I Danmark i 1940.
Blandt de mange dokumenter I sagen om tysklandsarbejdere, havde Torben I sær hæftet sig ved cirkulæret af 16. Maj 1940, som fastslog, at der skulle skaffes arbejdskraft til selve Tyskland og virksomheder i Norge , der arbejdede for tysk krigsindustri .
Her blev det gjort klart, at magten lå, hvor den altid havde ligget.
Skulle nogen få den idé, at stikke af fra de tyske arbejdspladser, satte arbejdsministeren en stopper for enhver form for understøttelse herhjemme .
I arbejdsmandsforbundet, hvor over halvdelen af medlemmerne var uden arbejde, gik bølgerne højt i forbundsledelsen. Forbundsformand Axel Olsen var " tilpasningsvenlig " over for tyskerne. Det var blevet bekræftet i et TV- interview, som Torben havde haft med Axel Olsens sekretær. Der dengang havde oplyst, at Axel Olsen var tyskvenlig og at han blev foreslået fra tysk side at blive ny minister i en dansk regering.
Efter dette indlæg ønskede Hans Jørgensen at få lejlighed til at komme med en kort replik for at oplyse, at han ikke havde vidst noget om, at Axel Olsen var tyskvenlig. Derimod vidste han, at Axel Olsen var meget vred over den økonomiske politik, regeringen førte, som gav bønder og industriledere store gevinster, medens hans forbundsmedlemmer sloges med arbejdsløshed, arbejdsfordeling og fastlåsning af lønnen samtidigt med at priserne galoperede opad hele tiden.
I et kort svar sagde Torben, at han ikke ville opkaste sig til dommer over Axel Olsen .
Herefter fik tidligere forbundsformand for SiD, Hardy Hansen ordet.
Han takkede arrangørerne af høringen for initiativet til dette møde, og tilføjede, at det var vigtigt, at spørgsmålet blev taget op, idet der var tale om intet mindre end et justitsmord over for tusinder af danske arbejdere, der havde været udsat for regulær revolverpolitik.

Det havde kostet 500 døde plus dem, der overlevede arbejdsskader, mishandlinger og legemsskader efter de engelske og amerikanske bombetogter over Tyskland. En del kom hjem med handicap, de aldrig overvandt. "Derfor bør kræves erstatning fra de meget beskedne beløb, som tyske industrimilliardærfirmaer har lovet, efter at de har tjent milliarder under krigen, herunder også på danske arbejdere, som blev tvunget til at rejse til Tyskland, sluttede Hardy.
Mødelederen kunne oplyse, at der i det danske Justitsministerium under besættelsen var folk beskæftiget med at sætte røde cirkler om navne på de folk, der skulle sendes til Tyskland. Markeringen gav den oplysning, at det var mennesker, der enten var kommunister, eller modstandere af kollaborationspolitikken. Listerne var stikkeri, idet de blev afleveret til tyskerne,. Enkelte gange blev det endog oplyst efter at de pågældende med røde cirkler var rejst til Tyskland med katastrofale følger, når Gestapo, Hitlers hemmelige politi fik fat i disse personer
Efter de fire indlæg kom der spørgsmål og indlæg fra salen om selve emnet. Der var også indlæg, som intet havde med det tema at gøre, som blev drøftet. Endelig var der indlæg fra folk, der havde været tysklandsarbejdere..
Et spørgsmål blev stillet til hele panelet: Hvad ville der være sket, hvis alle danske arbejdere havde sagt nej til at rejse til Tyskland? Svaret lød samstemmende, at tyskerne ville være skredet til en tvangsudskrivning af arbejdskraft. En handling, der formentlig samtidig havde betydet afslutning på samarbejdspolitikken.
Ved mødets afslutning takkede mødelederen for et godt møde, og kunne fastslå, at vi nok kun havde krattet med en negl på toppen af et isbjerg, når det gjaldt oplysninger om tysklandsarbejdere. Der er masser af ubehandlet stof, som skal gennemgås grundigt af en forsker, lød det.